Klangkammeret

At kigge med nutidige briller på et barok-værk, der igen fortolker en legende fra antikken, kan lejlighedsvis få betragteren til at klø sig lidt i hovedet. Rabiat dansende feministisk alkohol-kult på både døddrukkent og dødeligt lemlæstende hævntogt i guds navn ser f.eks. umiddelbart ikke ud til at stå overfor noget comeback i det nordlige Østjylland, hvilket er fint. Andre aspekter af dagens fortælling viser sig dog ikke at være så sære endda, og helt sikkert er det, at Claudio Monteverdis musik til L’Orfeo stadig står stærkt her 400+ år senere.

Episodens indholdsside startede som noter til en udgave af min klassiske lytteklub på Randers Bibliotek, men associationerne fra barokkens vokalekvilibrisme til 1980’ernes guitarhelte opstod, mens jeg arbejdede på at lave noterne til et podcastafsnit. Resultatet er som sædvanlig causerende, essayistisk og lettere tendentiøst.

Da jeg afholdt lytteklubben, præsenterede jeg samtidig en meget dejlig udgave af L’Orfeo, der ligger på musiktjenesten medici.tv. Det er en koncertoptagelse fra Teatro alla Scala i Milano - instrueret af Robert Wilson, som har en høj stjerne hos mig. Hvis man har mod på en spændende fortolkning, der med fingerspidsfornemmelse forholder sig til både barok og nutid på den scenografiske side, ligger denne lige til højrebenet!

Lånere på Randers Bibliotek, der også bor i kommunen, kan få adgang til alt det gode indhold hos Medici via ovenstående link. Mange andre kommuners biblioteksvæsner har også købt adgang til tjenesten, så spørg på dit lokale bibliotek.

Nørde-noter

Noget af det bedste ved at lave de her podcasts er, at jeg lærer utrolig meget undervejs!

I sidste episode af denne podcast endte jeg faktisk med at bruge ikke bare en, men to indspilninger med English Baroque Soloists som musikeksempler i løbet af afsnittet. På den indspilning af Vivaldis “Foråret” fra 1989, hvor de har Nigel Kennedy med som solist, er der f.eks. en balance mellem glathed og gnist, som jeg synes vældig godt om. Da jeg skulle finde en indspilning af L‘Orfeo og så, at de havde indspillet den, betragtede jeg nærmest opgaven som løst - lige indtil jeg faktisk lyttede til indspilningen.

Jeg fandt ud af, at den er vældig smuk... og pænt kedelig. Dels er der ingen Kennedy til at sparke liv i projektet, og dels er værket indspillet i et stort rum - formentlig en stor kirke - hvis akustik samler lyden til en meget glat og homogen masse. Man kan høre, at det er musikere i absolut topklasse, der spiller, men man føler sig ikke tæt på musikken, og for en udpræget rocknisse som mig er præcis den fornemmelse af liv, nærvær og autenticitet nu engang noget, der står højt på ønskelisten.

Efter lidt zappen rundt fandt jeg så en Orfeo-indspilning med London Baroque (Warner Classics, 1984), som jeg faldt for. Om det er indspillet i en kirke er jeg usikker på, men mikrofonerne er langt tættere på instrumenterne, og samtidig har jeg fornemmelsen af, at sangerne og musikerne tager chancer og tør mere i kampens hede. Resultatet er en indspilning, hvor fingrene måske ikke altid bliver sat med klinisk mikrometer-præcision på strenge og tangenter undervejs, men hvor musikken lever og giver mig lyst til at lytte. Mission accomplished!!

Øvrig musik:

Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles

The Jimi Hendrix Experience - første få sek. af “Foxy Lady” (Track, 1967)

Guitarhelte-kavalkaden har bidrag fra Steve Vai, Buckethead, Joe Satriani, George Lynch, Yngwie Malmsteen og Eddie van Halen

Ekstra hektisk guitarsolo til sidst i segmentet: Living Colour - “Time’s Up” (Epic, 1990)

P.S.: Og ja, jeg udtaler ‘Eurydike’ forkert i de to små reportagesegmenter. Undskyld til oldtidskundskabslærere over hele landet...

I mellemkrigsårene drejer en direktørsøn på radioknapperne i forstadsvillaen. Musik fra fjerne kortbølgesenderne åbenbarer, at der er en verden fyldt af anderledes musik derude. Resten er (en forrygende god) musikhistorie!

Den fortælling, som jeg tager hul på med dette 13. afsnit af Klangkammeret, skulle selvfølgelig have været publiceret sidste år, som var 100-året for Poul Rovsing Olsens fødsel. Jeg var bare ikke klar over, at han fandtes, og jeg tror, at det siger en del om Randers' temmelig undereksponerede, men yderst musikalske bysbarn fra sidste

Til gengæld fik jeg chancen for at være dobbelttydig-karl-smart og kalde episoden noget med "101" - både som reference til årene, der er gået siden hans fødsel i 1922, og som antydning af at dette er "Rovsing Olsen for begyndere", ligesom f.eks. "Psychology 101" ville være en introduktion til den menneskelige psyke i den engelsksprogede undervisningsverden.

Og tag ikke fejl af, hvem begynderen er, for min læringskurve har bestemt været til at tage og føle på her. Faktisk fremstår Poul Rovsing Olsens musik mig stadig gådefuld og mærkelig, men jeg har grebet chancen for, at prøve at komme i dybden med ham. Først ved at kigge biografisk på hans liv her i afsnit 13, og i de kommende afsnit vil jeg gå i kødet på hans musik. Heldigvis i selskab med mere end kompetente folk, som jeg glæder mig til at præsentere jer for.

Der er rigeligt at gå om bord i, og lidt af hvert at dykke ned i når musikken spiller. Jeg åndede faktisk et lettelsens suk, da en af mine hjælpere sagde, at et af kendetegnene ved Poul Rovsing Olsens stil var, at han ikke havde nogen stil.

Ikke så sært i så fald, at mine forsøg på at famle mig frem med mine let rustne akademisk-analytiske værktøjer har det med at komme til kort i sagen her, men nogle gange ligger det dragende faktisk osse i det gådefulde. Noget som man næsten føler, at man forstår. Noget, der giver lige tilpas med modstand til, at irritationen aldrig får helt bugt med nysgerrigheden, når man prøver at få det til at åbne sig.

Jeg skylder en stor tak til Poul Rovsing Olsens enke, Louise Lerche, der bød mig indenfor i sit hjem, viste rundt i både rum og minder og beredvilligt svarede på mine spørgsmål om ham! Osse stor tak til Rovsing Olsens gamle arbejdsplads, Dansk Folkemindesamling, der velvilligt stillede nogle af hans feltoptagelser fra den arabiske verden til rådighed.

Musikken, jeg brugte undervejs i denne episode var:

• Poul Rovsing Olsen: Partita for cello, op. 75 med Gert von Bülow som solist
• Poul Rovsing Olsen: "Randers, en film om en provinskøbstad", op. 22 med Randers Byorkester og navnkundige Aksel Dahlerup på speak
• Carl Nielsen: udtog af "Maskerade“ med Randers Byorkester på Randers Rebslaaeris eget pladeselskab
• Poul Rovsing Olsen: "Heden" med tekst af St. St. Blicher fra Sange for store og små, op. 37 med Steffen Bruun på vokal og Kristoffer Nyholm Hyldig ved klaveret
• Poul Rovsing Olsen: "A Dream i Violet", op. 85 med Helge, Anette og Jonathan Slaatto
• samt en række eksempler undervejs på lyden af perlefiskernes arbejdssange, som de lød i Bahrain i 1960'erne og 1970'erne

God lyttelyst!

/Mik

Glem alt om streaming, vinyl, cd-skiver og magnetbånd! Papir har gennem tiden været den klassiske musiks bærende medie, hvilket ikke er uproblematisk over tid. Omvendt er skattejagter et fremragende eksempel på, at løsninger ikke var noget værd, hvis ikke de var svar på problemer. Til gengæld er jeg i løbet af min research til denne episode af "Klangkammeret" nok kommet frem til, at det med at tage på skattejagt ofte er sjovere, hvis man er mere proces- end resultatorienteret.

Sidstnævnte erfaring skal dog ikke tage noget fra episoden - ikke mindst fordi der er forskel på, hvad vi hver især synes tæller som guld! Lyt selv efter og dan din egen mening om den 'glemte' danske symfoni fra 1830, som jeg bevæger mig rundt om i denne halve time.

Nørde-noter
Som nævnt i episoden var der ikke behov for at lege Indiana Jones i forbindelse med episodens mission. Sven Lunn havde genfundet J.F. Frøhlichs forputtede symfoni 75 år tidligere, og takket være den velordnede tidsalder vi lever i, kunne jeg bare sidde i storrumskontoret og hente digital viden om episodens hovedpersoner ind i lange baner. Lunns artikler i DMT fra dengang ligger f.eks. online og er lige til at gå til. Afsnittet baserer sig primært på disse kilder samt Dansk Biografisk Leksikons artikel om Frøhlich, men der er masser af sjovt stof at finde, når man først kommer i gang med at følge links:
Johannes Frederik Frøhlich i Dansk Biografisk Leksikon
Sven Lunn om fundet af kopien af Frøhlichs symfoni i Stockholm
Sven Lunn om fundet af originalpartituret
Om Sven Lunn og bombningen af Tivoli
New York Times om fundet af Odense-Symfonien
Frøhlich set fra fløjteperspektiv

Det var osse nemt at vælge indspilninger denne gang, da jeg havde fat i noget lidt 'smal' musik. Jeg kunne ikke finde andre brugbare udgaver af værkerne end disse.:

Signor Mozart: Symfoni i a-mol (Odense-symfonien) K.Anh. 220/16a, 1. sats, formentlig skrevet engang i 1760'erne - uden at man er helt sikker på hverken det eller hvem Signor Mozart egentlig var. Indspillet af Christopher Hogwood og The Academy of Ancient Music. Findes på flere opsamlinger, bl.a. "Mozart - The Childhood Symphonies" (U-5, 2015).

Johannes Frederik Frøhlich: Symfoni i Es-dur, 1830. Indspillet af Danmarks Radios Symfoniorkester, osse under ledelse af Christopher Hogwood (Chandos, 2013).

Johannes Frederik Frøhlich: duet for fløjte, opus 53, 1847, 2.sats, indspillet af Boris Bizjak og Marko Zupan (Hedone Records, 2015).

Øvrig musik:
Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles

Vi høres ved! /Mik

Det skulle egentlig bare have været en hurtig kommentar til Vivaldis violinkoncert i E-dur... og så stak det lidt af for mig. Kom med på en rejse ind i foråret som det er blevet sat i toner i den klassiske musik gennem 200 år. Måden det er blevet fortolket på og mulighederne for at sætte det i scene har udviklet sig kolossalt med tidernes skiften, takket være kunstneriske strømningers kommen og gåen, udvikling af banebrydende musikteknologi, markante ændringer i samfundsforhold og meget andet.

Disse fem nedslag yder slet ikke området fuld retfærdighed, men om ikke andet tæller de dog som illustration af, at man har oplevet foråret på mange måder gennem tiden. Vivaldis toner kan minde os om, hvor meget vi har savnet lyset, mens Stravinskij slår fast med syvtommersøm, at mørket stadig lurer omme bag ved det. Vi kan sukke med Schubert og gå i haven med Haydn, og selv om årstiden kan være en kølig omgang, synger Tjajkovskijs lærke til syvende og sidst fra sin himmel!

Husk at hvis du er låner på Randers Bibliotek og bor i Randers Kommune, har du adgang til streamingtjenesten Medici.tv, der byder på klassisk musik i fremragende kvalitet. Udvalget på Medici er kæmpestort, og koncertindspilninger af alle de omtalte værker fra denne episode ligger tilgængelig på tjenesten - ofte i flere udgaver. Læs mere og kom i gang ved at følge dette link.

Nørde-noter
Jeg bruger følgende indspilninger i denne episode:

Antonio Vivaldi: Violinkoncert i E-dur, "Foråret", 1. sats, 1716-17. Indspilning med Nigel Kennedy og English Baroque Soloists (Warner Bros., 1989).
Det blev nødt til at være den her indspilning af Vivaldis "Foråret"! At en ung engelsk fyr med hanekam styrtede rundt på scenen sidst i 1980'erne og spillede klassisk violin med en attitude, der ellers hørte rockguitarister til, var en musiknyhed, der nåede helt til Vesthimmerland og pirrede min ellers meget rytmisk orienterede nysgerrighed. Tiden har vist, at Kennedys gnistrende spil er en langt vigtigere komponent i berømmelsen end hans fremtræden, og man kan desuden roligt lette på hatten over hans bidrag til, at barokgenren har fået nyt liv.

Josef Haydn: "Schon eilet froh der Ackermann" fra Die Jahreszeiten, 1797-1801. English Baroque Soloists under ledelse af sir John Eliot Gardiner m. Barbara Bonney, Anthony Rolfe Johnson og Andreas Schmidt (Archiv Produktion, 1992).
Jeg har ofte pop- og rockmelodier på hjernen. Om det gør "Schon eilet froh..." til en popsang er nok diskutabelt - men den er godt nok catchy. Der er ikke noget at sige til, at bonden går og fløjter bagved sin plov...

Franz Schubert: Im Frühling, 1826. Ian Bostridge akkompagneret af Julius Drake (Wigmore Hall, 2015)
At få et afslappet forhold til klassisk sang er noget, der har taget en rum tid for mig, men forståelsen af, hvorfor klassiske sangere historisk set synger som de gør, fik tiøren til at falde. Der kunne godt være basis for et fremtidigt afsnit af min podcast her (arbejdstitel: "...Men behøver de skrige sådan?"). Jeg tenderer nok i retning af sangere, der ikke overdramatiserer - derfor Ian Bostridge i dette tilfælde.

Igor Stravinskij: Sacre du printemps, 1913. New York Filharmonikerne under ledelse af Leonard Bernstein (Columbia Records, 1958)

Leonard Bernstein: "The Rumble" fra West Side Story, 1957. Original soundtrack recording (Columbia Records, 1961)

Petr Tjajkovskij: "Marts: Lærkens sang" fra Årstiderne, 1875-76. Indspillet af Lydia Artymiw (Chandos, 1984)
Jeg kendte ikke Artymiw, før jeg gik i gang med at lave denne episode, men på "Lærkens sang" spiller hun med et poetisk touch, der stedvis minder mig om den svenske jazzpianist Jan Johansson ("Jazz på svenska" etc.). Meget dejlig indspilning!

Øvrig musik:
Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles

Vi høres ved! /Mik

Smadrede flygler?! Langsomme tangenter?! Franz Liszt var vild på så mange måder, at jeg i sidste episode slet ikke nåede omkring den vinkel, der måske fanger mig allermest. Igen handler det om at være fremme på beatet og operere på en måde, som mange af os mere forbinder med amerikansk pop og rock efter anden verdenskrig. Liszt var i tæt parløb med 1800-tallets gryende musikindustri, og det er mit kække postulat, at han (og vi) kan takke datidens teknologiudviklere for, at han opnåede sin status som Klaverets Konge.

Nørde-noter
De fleste former for direkte adfærdsanvisning ligger mig egentlig ret fjernt, men når målet er at få fortalt den gode (musik)historie, slipper jeg åbenbart gerne min indre gårdvagt løs i dannelsens navn. Afsnit 11 af Klangkammeret kan tjene som eksempel.

Oprindelig ville jeg have lavet et langt efterårs-afsnit om Franz Liszt i stort og småt, men klokken syv minutter i deadline fik jeg en klar fornemmelse af, at afsnit 10 ville stå skarpere, hvis det blev dedikeret til hans "Totentanz". Det ville passe med, at afsnittet kunne bruges som optakt ude på landets folkebiblioteker, hvor værket var på plakaten i oktoberudgaven af de klassiske lytteklubber, og så kunne jeg fordybe mig i de lidt smallere aspekter af flygelteknologiens mysterier i et selvstændigt afsnit. Ergo ligger der for første gang en episode af Klangkammeret klar, hvor jeg insisterer på, at det fulde udbytte kun opnås, hvis man har læst (dvs. lyttet) lektier først.

Al ironisk distance til side, så tror jeg faktisk, at ovennævnte "lidt smallere aspekter" er en berigelse af fortællingen om Liszt, og at de samtidig bidrager med noget, der osse kan give mening for andre end de allermest nørdede klaverentusiaster. Målet var at fortælle om en fortid - på samme tid både ret fjern og relativt tæt på - hvor ting, som vi tager for givet, måske var i rivende udvikling, måske var undervejs og måske slet ikke var tænkt på. Min fascination af perioden fra romantikken og frem til første verdenskrig handler i høj grad om præcis denne raske march mod det moderne, og det er faktisk svært for mig helt at gennemskue, hvor den slutter og glæden ved periodens musik som sådan tager over. Uanset håber jeg, at fascinationen og begejstringen er hørbar derude - og at den kan inspirere til yderligere musiklytning!

Der skal lyde en hjertevarm tak til min gode kollega Lena Koldsø for fransk reklamespeak (og for generel ad hoc frankofon assistance, når jeg skal have noget til at lyde plausibelt gallisk), og til vores lokale klaverstemmer Steen Hedegård, der bidrog med musikteknologisk bistand vedr. flygel-fagtermer.

Musik

• Franz Liszt: Totentanz - parafrase over "Dies Irae" for klaver og orkester v. Krystian Zimerman (Deutsche Grammophon, 1987)
• C.P.E. Bach: 12 variationer over "Les folies d'Espagne" med ærværdige Isolde Ahlgrimm ved cembaloet (Eterna, 1972)
• Franz Liszt: Zwei Koncertetuden, II: "Gnomenreigen", lagt på lakskive af ingen ringere end Sergei Rachmaninov (Victor, 1925)

Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten.

God lyttelyst!

/Mik