Ild i nodepapiret - en reportage fra musikkens inderside

06/12/23 • 28 min

Hvad kan 2200 kartonomslag og en anekdote om Tivoli lære os om, hvordan et orkester og dets chef fungerer? Ikke så lidt, faktisk. Mød David Riddell, og kom med ind i musikkens langtidshukommelse på toppen af en bakke i Randers.

I denne episode af Klangkammeret har jeg stillet mig selv den opgave at tage ud og stille dumme spørgsmål - på en kvalificeret måde og i en god sags tjeneste.

En af grundene til, at klassisk musik kan fremstå utilgængelig, hvis man ikke tilhører kernepublikummet, er indforståetheden og den højtidelighed, der i værste fald omgiver den. Da jeg i sin tid begyndte at lave podcasten, var målet netop at arbejde med den entrebarriere, at afmystificere genren og se, om det kunne gøre en forskel at sætte måske lidt mere jordnære ord på, hvad den rummer. Jeg kan dog også konstatere, at der kan være ret kort vej til at blive forfængelig og selv falde i indforståetheds-fælden. Derfor prøver jeg at gå til stoffet fra en lidt anden side denne gang.

Indtil nu har indsatsen rettet sig mod komponister og værker, men i en vaskeægte ud-af-huset-oplevelse opsøger jeg i episode 12 et menneske, der kan give mig gode svar vedrørende en helt central ting i den klassiske musik, nemlig noderne. I min mere aktive tid som rockmusiker betragtede jeg dem altid med skepsis, fordi de “bare var papir”, og fordi de på samme tid udstrålede noget bureaukratisk nidkært og noget ophøjet, helligt relikvie-agtigt.

Randers Kammerorkesters chef, David Riddell, bød heldigvis gerne indenfor i nodearkivet og gjorde mig klogere på sagen. Oven på min snak med ham kan man måske opsummerende sige, at

jeg havde fuldstændig ret i det med det bureaukratiske, men at jeg lever meget bedre med den side af sagen nu, hvor jeg har fået nuancerne med, og
der godt kunne være noget om, at noderne kan få tillagt et niveau af besjæling, når bølgerne går højt. Det er blandt andet også det, der muliggør, at jeg kan gå til dem med en historiefortællende tilgang, der virker.

Det synes jeg faktisk er et fint udbytte af sådan et besøg, men jeg blev i det hele taget meget klogere på, hvordan et klassisk orkester fungerer i 2023 - også når scenelyset er slukket og der “bare” forberedes koncerter eller på anden måde afvikles daglig drift.

Tak til David for at tage sig tid til at svare på “dumme” spørgsmål, der gjorde mig meget klogere. Jeg håber at udbyttet kan være sammenligneligt ude ved højttalerne. Randers Kammerorkester leverer musik af høj, høj standard, og deres koncerter er absolut et besøg værd. Få overblikket på deres hjemmeside eller på deres Facebookside.

Episodens forsidebillede viser resultatet af danske nazisters brandattentat mod Tivoli i København den 25. juni 1944, hvor flammerne bl.a. fik fat i Koncertsalens nodearkiv. Billedet stammer fra Frihedsmuseets fotoarkiv, fotograf ukendt.

Musikken i episoden er fjerde sats af Gustav Helsteds strygekvartet (1917), som den lyder på Randers Kammerorkesters indspilning af Helsteds kammermusik, udgivet på Dacapo Records i 2016. Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten.

God lyttelyst!

/Mik

I denne episode af Klangkammeret har jeg stillet mig selv den opgave at tage ud og stille dumme spørgsmål - på en kvalificeret måde og i en god sags tjeneste.

Randers Kammerorkesters chef, David Riddell, bød heldigvis gerne indenfor i nodearkivet og gjorde mig klogere på sagen. Oven på min snak med ham kan man måske opsummerende sige, at

jeg havde fuldstændig ret i det med det bureaukratiske, men at jeg lever meget bedre med den side af sagen nu, hvor jeg har fået nuancerne med, og
der godt kunne være noget om, at noderne kan få tillagt et niveau af besjæling, når bølgerne går højt. Det er blandt andet også det, der muliggør, at jeg kan gå til dem med en historiefortællende tilgang, der virker.

God lyttelyst!

/Mik

Previous Episode

Forløst af flygelfabrikanten

Smadrede flygler?! Langsomme tangenter?! Franz Liszt var vild på så mange måder, at jeg i sidste episode slet ikke nåede omkring den vinkel, der måske fanger mig allermest. Igen handler det om at være fremme på beatet og operere på en måde, som mange af os mere forbinder med amerikansk pop og rock efter anden verdenskrig. Liszt var i tæt parløb med 1800-tallets gryende musikindustri, og det er mit kække postulat, at han (og vi) kan takke datidens teknologiudviklere for, at han opnåede sin status som Klaverets Konge.

Nørde-noter
De fleste former for direkte adfærdsanvisning ligger mig egentlig ret fjernt, men når målet er at få fortalt den gode (musik)historie, slipper jeg åbenbart gerne min indre gårdvagt løs i dannelsens navn. Afsnit 11 af Klangkammeret kan tjene som eksempel.

Oprindelig ville jeg have lavet et langt efterårs-afsnit om Franz Liszt i stort og småt, men klokken syv minutter i deadline fik jeg en klar fornemmelse af, at afsnit 10 ville stå skarpere, hvis det blev dedikeret til hans "Totentanz". Det ville passe med, at afsnittet kunne bruges som optakt ude på landets folkebiblioteker, hvor værket var på plakaten i oktoberudgaven af de klassiske lytteklubber, og så kunne jeg fordybe mig i de lidt smallere aspekter af flygelteknologiens mysterier i et selvstændigt afsnit. Ergo ligger der for første gang en episode af Klangkammeret klar, hvor jeg insisterer på, at det fulde udbytte kun opnås, hvis man har læst (dvs. lyttet) lektier først.

Al ironisk distance til side, så tror jeg faktisk, at ovennævnte "lidt smallere aspekter" er en berigelse af fortællingen om Liszt, og at de samtidig bidrager med noget, der osse kan give mening for andre end de allermest nørdede klaverentusiaster. Målet var at fortælle om en fortid - på samme tid både ret fjern og relativt tæt på - hvor ting, som vi tager for givet, måske var i rivende udvikling, måske var undervejs og måske slet ikke var tænkt på. Min fascination af perioden fra romantikken og frem til første verdenskrig handler i høj grad om præcis denne raske march mod det moderne, og det er faktisk svært for mig helt at gennemskue, hvor den slutter og glæden ved periodens musik som sådan tager over. Uanset håber jeg, at fascinationen og begejstringen er hørbar derude - og at den kan inspirere til yderligere musiklytning!

Der skal lyde en hjertevarm tak til min gode kollega Lena Koldsø for fransk reklamespeak (og for generel ad hoc frankofon assistance, når jeg skal have noget til at lyde plausibelt gallisk), og til vores lokale klaverstemmer Steen Hedegård, der bidrog med musikteknologisk bistand vedr. flygel-fagtermer.

Musik

Franz Liszt: Totentanz - parafrase over "Dies Irae" for klaver og orkester v. Krystian Zimerman (Deutsche Grammophon, 1987)
C.P.E. Bach: 12 variationer over "Les folies d'Espagne" med ærværdige Isolde Ahlgrimm ved cembaloet (Eterna, 1972)
Franz Liszt: Zwei Koncertetuden, II: "Gnomenreigen", lagt på lakskive af ingen ringere end Sergei Rachmaninov (Victor, 1925)

Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten.

God lyttelyst!

/Mik

Next Episode

Rovsing Olsen 101: radio-rejsende fra Randers

I mellemkrigsårene drejer en direktørsøn på radioknapperne i forstadsvillaen. Musik fra fjerne kortbølgesenderne åbenbarer, at der er en verden fyldt af anderledes musik derude. Resten er (en forrygende god) musikhistorie!

Den fortælling, som jeg tager hul på med dette 13. afsnit af Klangkammeret, skulle selvfølgelig have været publiceret sidste år, som var 100-året for Poul Rovsing Olsens fødsel. Jeg var bare ikke klar over, at han fandtes, og jeg tror, at det siger en del om Randers' temmelig undereksponerede, men yderst musikalske bysbarn fra sidste

Til gengæld fik jeg chancen for at være dobbelttydig-karl-smart og kalde episoden noget med "101" - både som reference til årene, der er gået siden hans fødsel i 1922, og som antydning af at dette er "Rovsing Olsen for begyndere", ligesom f.eks. "Psychology 101" ville være en introduktion til den menneskelige psyke i den engelsksprogede undervisningsverden.

Og tag ikke fejl af, hvem begynderen er, for min læringskurve har bestemt været til at tage og føle på her. Faktisk fremstår Poul Rovsing Olsens musik mig stadig gådefuld og mærkelig, men jeg har grebet chancen for, at prøve at komme i dybden med ham. Først ved at kigge biografisk på hans liv her i afsnit 13, og i de kommende afsnit vil jeg gå i kødet på hans musik. Heldigvis i selskab med mere end kompetente folk, som jeg glæder mig til at præsentere jer for.

Der er rigeligt at gå om bord i, og lidt af hvert at dykke ned i når musikken spiller. Jeg åndede faktisk et lettelsens suk, da en af mine hjælpere sagde, at et af kendetegnene ved Poul Rovsing Olsens stil var, at han ikke havde nogen stil.

Ikke så sært i så fald, at mine forsøg på at famle mig frem med mine let rustne akademisk-analytiske værktøjer har det med at komme til kort i sagen her, men nogle gange ligger det dragende faktisk osse i det gådefulde. Noget som man næsten føler, at man forstår. Noget, der giver lige tilpas med modstand til, at irritationen aldrig får helt bugt med nysgerrigheden, når man prøver at få det til at åbne sig.

Jeg skylder en stor tak til Poul Rovsing Olsens enke, Louise Lerche, der bød mig indenfor i sit hjem, viste rundt i både rum og minder og beredvilligt svarede på mine spørgsmål om ham! Osse stor tak til Rovsing Olsens gamle arbejdsplads, Dansk Folkemindesamling, der velvilligt stillede nogle af hans feltoptagelser fra den arabiske verden til rådighed.

Musikken, jeg brugte undervejs i denne episode var:

Poul Rovsing Olsen: Partita for cello, op. 75 med Gert von Bülow som solist
Poul Rovsing Olsen: "Randers, en film om en provinskøbstad", op. 22 med Randers Byorkester og navnkundige Aksel Dahlerup på speak
Carl Nielsen: udtog af "Maskerade“ med Randers Byorkester på Randers Rebslaaeris eget pladeselskab
Poul Rovsing Olsen: "Heden" med tekst af St. St. Blicher fra Sange for store og små, op. 37 med Steffen Bruun på vokal og Kristoffer Nyholm Hyldig ved klaveret
Poul Rovsing Olsen: "A Dream i Violet", op. 85 med Helge, Anette og Jonathan Slaatto
samt en række eksempler undervejs på lyden af perlefiskernes arbejdssange, som de lød i Bahrain i 1960'erne og 1970'erne

God lyttelyst!

/Mik