Fem nuancer af forår

05/22/20 • 28 min

Det skulle egentlig bare have været en hurtig kommentar til Vivaldis violinkoncert i E-dur... og så stak det lidt af for mig. Kom med på en rejse ind i foråret som det er blevet sat i toner i den klassiske musik gennem 200 år. Måden det er blevet fortolket på og mulighederne for at sætte det i scene har udviklet sig kolossalt med tidernes skiften, takket være kunstneriske strømningers kommen og gåen, udvikling af banebrydende musikteknologi, markante ændringer i samfundsforhold og meget andet.

Disse fem nedslag yder slet ikke området fuld retfærdighed, men om ikke andet tæller de dog som illustration af, at man har oplevet foråret på mange måder gennem tiden. Vivaldis toner kan minde os om, hvor meget vi har savnet lyset, mens Stravinskij slår fast med syvtommersøm, at mørket stadig lurer omme bag ved det. Vi kan sukke med Schubert og gå i haven med Haydn, og selv om årstiden kan være en kølig omgang, synger Tjajkovskijs lærke til syvende og sidst fra sin himmel!

Husk at hvis du er låner på Randers Bibliotek og bor i Randers Kommune, har du adgang til streamingtjenesten Medici.tv, der byder på klassisk musik i fremragende kvalitet. Udvalget på Medici er kæmpestort, og koncertindspilninger af alle de omtalte værker fra denne episode ligger tilgængelig på tjenesten - ofte i flere udgaver. Læs mere og kom i gang ved at følge dette link.

Nørde-noter
Jeg bruger følgende indspilninger i denne episode:

Antonio Vivaldi: Violinkoncert i E-dur, "Foråret", 1. sats, 1716-17. Indspilning med Nigel Kennedy og English Baroque Soloists (Warner Bros., 1989).
Det blev nødt til at være den her indspilning af Vivaldis "Foråret"! At en ung engelsk fyr med hanekam styrtede rundt på scenen sidst i 1980'erne og spillede klassisk violin med en attitude, der ellers hørte rockguitarister til, var en musiknyhed, der nåede helt til Vesthimmerland og pirrede min ellers meget rytmisk orienterede nysgerrighed. Tiden har vist, at Kennedys gnistrende spil er en langt vigtigere komponent i berømmelsen end hans fremtræden, og man kan desuden roligt lette på hatten over hans bidrag til, at barokgenren har fået nyt liv.

Josef Haydn: "Schon eilet froh der Ackermann" fra Die Jahreszeiten, 1797-1801. English Baroque Soloists under ledelse af sir John Eliot Gardiner m. Barbara Bonney, Anthony Rolfe Johnson og Andreas Schmidt (Archiv Produktion, 1992).
Jeg har ofte pop- og rockmelodier på hjernen. Om det gør "Schon eilet froh..." til en popsang er nok diskutabelt - men den er godt nok catchy. Der er ikke noget at sige til, at bonden går og fløjter bagved sin plov...

Franz Schubert: Im Frühling, 1826. Ian Bostridge akkompagneret af Julius Drake (Wigmore Hall, 2015)
At få et afslappet forhold til klassisk sang er noget, der har taget en rum tid for mig, men forståelsen af, hvorfor klassiske sangere historisk set synger som de gør, fik tiøren til at falde. Der kunne godt være basis for et fremtidigt afsnit af min podcast her (arbejdstitel: "...Men behøver de skrige sådan?"). Jeg tenderer nok i retning af sangere, der ikke overdramatiserer - derfor Ian Bostridge i dette tilfælde.

Igor Stravinskij: Sacre du printemps, 1913. New York Filharmonikerne under ledelse af Leonard Bernstein (Columbia Records, 1958)

Leonard Bernstein: "The Rumble" fra West Side Story, 1957. Original soundtrack recording (Columbia Records, 1961)

Petr Tjajkovskij: "Marts: Lærkens sang" fra Årstiderne, 1875-76. Indspillet af Lydia Artymiw (Chandos, 1984)
Jeg kendte ikke Artymiw, før jeg gik i gang med at lave denne episode, men på "Lærkens sang" spiller hun med et poetisk touch, der stedvis minder mig om den svenske jazzpianist Jan Johansson ("Jazz på svenska" etc.). Meget dejlig indspilning!

Øvrig musik:
Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles

Vi høres ved! /Mik

Nørde-noter
Jeg bruger følgende indspilninger i denne episode:

Igor Stravinskij: Sacre du printemps, 1913. New York Filharmonikerne under ledelse af Leonard Bernstein (Columbia Records, 1958)

Leonard Bernstein: "The Rumble" fra West Side Story, 1957. Original soundtrack recording (Columbia Records, 1961)

Øvrig musik:
Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles

Vi høres ved! /Mik

Previous Episode

Den dejligt diffuse Debussy

Lige præcis en episode af Klangkammeret. Det var så længe, jeg kunne holde mund om et af mine absolutte favoritværker fra den klassiske verden, nemlig Claude Debussys "Voiles", så anden episode af podcasten er helliget denne smukke sag.

Når jeg tidligere har holdt oplæg om værket ude i den fysiske verden (kan I huske den?), så kom jeg for skade at have impressionistiske malerier med på PowerPoint, som jeg brugte som en del af fremlæggelsen, fordi sammenhængen mellem Debussys komposition og billedsproget hos Monet, Renoir og co. giver så god mening i mit hoved. Det har uvægerlig vist sig, at jeg endte med at presse en fortolkning og en forståelsesramme ned over hovedet på rigtig mange af deltagerne ved at gøre det, i stedet for at lade dem tage musikken til sig på deres egen måde.

Podcastmediet giver mig heldigvis ikke den slags muligheder - og i virkeligheden skulle jeg bare have taget hintet fra komponisten selv og bidt mærke i, at han placerede titlen på "Voiles" efter noderne. I anførselstegn. Inde i en parentes. Der står den nemlig allermindst i vejen for musikoplevelsen...

Nørde-noter
Som jeg nævner i podcasten er "Voiles" også intromusik til de her podcasts. Her bruger jeg de første toner fra en "Voiles"-indspilning med Arturo Benedetti Michelangeli (Deutsche Grammophon, 2009), der spillede med et hårdt, præcist anslag. Perfekt til podcast-introer takket være det kraftfulde udtryk - men til selve podcasten har jeg anvendt Pascal Rogés lidt langsommere fortolkning (Onyx Classics, 2005). Begge indspilninger er flotte, men der er en doven, poetisk blødhed i Rogés version, som passer godt til mine ideer om, hvad Debussy havde på hjerte med "Voiles", og som i det hele taget giver mere mening for mig i det lange løb.

Øvrig musik:
Surakarta Sekaten Gamelan: Srepegan (Gamelan from Central Java, ARC, 2014)
Outro: Claude Debussy - Preludes. livre I: La danse de Puck

Vi høres ved! /Mik

Next Episode

Orfeus - undergrundsbarokkens lyrehelt

At kigge med nutidige briller på et barok-værk, der igen fortolker en legende fra antikken, kan lejlighedsvis få betragteren til at klø sig lidt i hovedet. Rabiat dansende feministisk alkohol-kult på både døddrukkent og dødeligt lemlæstende hævntogt i guds navn ser f.eks. umiddelbart ikke ud til at stå overfor noget comeback i det nordlige Østjylland, hvilket er fint. Andre aspekter af dagens fortælling viser sig dog ikke at være så sære endda, og helt sikkert er det, at Claudio Monteverdis musik til L’Orfeo stadig står stærkt her 400+ år senere.

Episodens indholdsside startede som noter til en udgave af min klassiske lytteklub på Randers Bibliotek, men associationerne fra barokkens vokalekvilibrisme til 1980’ernes guitarhelte opstod, mens jeg arbejdede på at lave noterne til et podcastafsnit. Resultatet er som sædvanlig causerende, essayistisk og lettere tendentiøst.

Da jeg afholdt lytteklubben, præsenterede jeg samtidig en meget dejlig udgave af L’Orfeo, der ligger på musiktjenesten medici.tv. Det er en koncertoptagelse fra Teatro alla Scala i Milano - instrueret af Robert Wilson, som har en høj stjerne hos mig. Hvis man har mod på en spændende fortolkning, der med fingerspidsfornemmelse forholder sig til både barok og nutid på den scenografiske side, ligger denne lige til højrebenet!

Lånere på Randers Bibliotek, der også bor i kommunen, kan få adgang til alt det gode indhold hos Medici via ovenstående link. Mange andre kommuners biblioteksvæsner har også købt adgang til tjenesten, så spørg på dit lokale bibliotek.

Nørde-noter

Noget af det bedste ved at lave de her podcasts er, at jeg lærer utrolig meget undervejs!

I sidste episode af denne podcast endte jeg faktisk med at bruge ikke bare en, men to indspilninger med English Baroque Soloists som musikeksempler i løbet af afsnittet. På den indspilning af Vivaldis “Foråret” fra 1989, hvor de har Nigel Kennedy med som solist, er der f.eks. en balance mellem glathed og gnist, som jeg synes vældig godt om. Da jeg skulle finde en indspilning af L‘Orfeo og så, at de havde indspillet den, betragtede jeg nærmest opgaven som løst - lige indtil jeg faktisk lyttede til indspilningen.

Jeg fandt ud af, at den er vældig smuk... og pænt kedelig. Dels er der ingen Kennedy til at sparke liv i projektet, og dels er værket indspillet i et stort rum - formentlig en stor kirke - hvis akustik samler lyden til en meget glat og homogen masse. Man kan høre, at det er musikere i absolut topklasse, der spiller, men man føler sig ikke tæt på musikken, og for en udpræget rocknisse som mig er præcis den fornemmelse af liv, nærvær og autenticitet nu engang noget, der står højt på ønskelisten.

Efter lidt zappen rundt fandt jeg så en Orfeo-indspilning med London Baroque (Warner Classics, 1984), som jeg faldt for. Om det er indspillet i en kirke er jeg usikker på, men mikrofonerne er langt tættere på instrumenterne, og samtidig har jeg fornemmelsen af, at sangerne og musikerne tager chancer og tør mere i kampens hede. Resultatet er en indspilning, hvor fingrene måske ikke altid bliver sat med klinisk mikrometer-præcision på strenge og tangenter undervejs, men hvor musikken lever og giver mig lyst til at lytte. Mission accomplished!!

Øvrig musik:

Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles

The Jimi Hendrix Experience - første få sek. af “Foxy Lady” (Track, 1967)

Guitarhelte-kavalkaden har bidrag fra Steve Vai, Buckethead, Joe Satriani, George Lynch, Yngwie Malmsteen og Eddie van Halen

Ekstra hektisk guitarsolo til sidst i segmentet: Living Colour - “Time’s Up” (Epic, 1990)

P.S.: Og ja, jeg udtaler ‘Eurydike’ forkert i de to små reportagesegmenter. Undskyld til oldtidskundskabslærere over hele landet...