Isolationens muskhistorie 3:3 - "Fange i tid og rum"

07/23/21 • 53 min

Han er blevet kaldt dansk musiks sorteste samvittighed, hans værker stikker i mange retninger, der går farverige historier om hans antipati mod Carl Nielsen, og sikkert er det da osse, at Rued Immanuel Langgaard var noget af en karakter. I dette afsnit af Klangkammeret prøver jeg at finde hoved og hale i hans historie, for der er god brug for nuancer i fremstillingen af ham.

Derudover passer han godt ind i Klangkammerets kavalkade over komponister, for hvem isolation har været en med-/modspiller. Hvor William Billings måtte opfinde den amerikanske musik fra bunden i det isolerede, ny-koloniserede USA (Klangkammeret #7), Beethoven fik trukket isolationen ned over ørerne af sin tiltagende døvhed (Klangkammeret #7) og Schönberg måtte reagere i kunstnerisk trods på Wiener-borgerskabets kulturelle selvisolation (Klangkammeret #8), er Langgaard et eksempel på en kunstner, der af al magt ville være en del af et miljø - mens samme miljø ikke ville kendes ved ham og isolerede ham på flere måder.

At det gik sådan, er der ikke nogen enkel forklaring på. Det er bl.a. derfor, at episoden har taget lang tid at lave og er blevet længere end tidligere Klangkammeret-afsnit. Til gengæld er Langgaard en rigtig spændende skikkelse, som jeg følte, var fuldt kvalificeret til at få lidt udvidet taletid.

Hvis du som jeg bliver fanget ind af hovedpersonens musik og historien om ham, er der information i lange baner at finde om ham på hjemmesiden www.langgaard.dk. Blandt kræfterne bag siden er Bendt Viinholdt Nielsen, hvis Langgaard-biografi "Den ekstatiske outsider" har været en hovedkilde til min research sammen med hjemmesiden og bogen "Mod lyset: Rued Langgaard , musikken og symbolismen" af Esben Tange.

Musikken undervejs
I løbet af podcasten bruger jeg følgende Langgaard-værker (tidspunktet angiver, hvor de introduceres):
01.05 Symfoni nr. 1, "Klippepastoraler", I, "Brænding og Solglimt" (1908-11)
04.55 Insektarium, IV, "Tipula oleracea" (1917)
07.20 Rosengårdsviser, II (1919)
12.52 Symfoni nr. 1, "Klippepastoraler", V, "Livsmod" (1908-11)
17.08 2. strygekvartet, II, "Bortkørende Tog" (1918)
20.21 Insektarium, VI, "Anobium pertinax" (1917)
21.50 5. strygekvartet, II, "Scherzo grazioso" (1925)
23.20 Le beguinage, III (1948-49)
26.06 Carl Nielsen, vor store komponist (1948)
29.50 Rosengårdsviser, III (1919)
34.08 Symfoni nr. 11, "Ixion" (1944-45)
41.43 Antikrist, prolog, "Antikrist, stig op" (1926-30)
45.38 Sfærernes Musik (1916-18)

Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten

God lyttelyst!

/Mik

Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten

God lyttelyst!

/Mik

Previous Episode

Isolationens musikhistorie 2:3 - "Moderne rebel i modvillig metropol"

Komponisten Leonard Bernstein sagde på et tidspunkt det, som alle tænker. Noget i retning af at "ingen kan med hånden på hjertet sige, at de virkelig elsker Arnold Schönbergs sene værker i tolvtonestil". Til gengæld er historien om, hvorfor de lyder som de lyder og hvordan han kom frem til sit tonesprog, virkelig interessant. Den har nemlig at gøre med en periode hvor verden ikke var til at kende igen for dem, der ellers boede i den, og Schönberg lavede egentlig bare soundtracket til en ny og moderne tid. Jeg har ingen ambitioner om at gøre dig til kæmpefan af den selvlærte komponist med de markante holdninger, men måske giver du hans musik en ny (eller en første) chance på trods af det ry han har, efter at du har hørt denne 8. episode af Klangkammeret.

Next Episode

Mesterpianisten og mørket

Enhver rockstjerne må kigge misundeligt mod klaverets konge, Franz Liszt. Ikke bare satte han den musikalske kurs for stort og småt, der peger frem mod alskens rytmiske genrers tilblivelse og modning, men han leverede samtidig den snart sagt komplette opskrift på, hvad det vil sige at leve i berømmelsens overhalingsbane. At være 120-130 år på forkant i forhold til en genre, der altid har brystet sig af at sprænge grænser og være nyskabende, må vel siges at være godkendt.

Ikke mindst den mere sortklædte del af rockgenren må føle sig overhalet af en musikalsk visionær, hvis dødsfascination bl.a. sendte ham på inspirationsbesøg i lighuse i kunstens navn. I dette afsnit af Klangkammeret går jeg om bord i "Totentanz" - et værk for klaver og orkester, der netop har Liszts blik på døden som omdrejningspunkt. Med inspiration fra middelalderlige træsnit og musikalsk afsæt i hymnen "Dies Irae" fra den katolske kirkes dødsmesse, spandt han en hvirvlende, stormende skildring af den uundgåelige ende på livet.

Værket har ikke satser, men er i stedet delt op i otte dele, der glider over i hinanden. Først et anslag, hvor Dies Irae-temaet sættes i scene, hvorefter følger en række variationer, der kan forstås som musikalske portrætter af menneskeskæbner: ung som gammel og fattig som rig, dødsdømte alle til hobe. Værkets forløb kan opstilles sådan her (minuttal fra indspilning af Krystian Zimerman på Deutsche Grammophon fra 1987, DGG 423571-2):

Åbningstema, ”Dies Irae” | 0.00
Variation I (Allegro moderato) | 1.55
Variation II | 2.44
Variation III (Molto vivace) | 3.35
Variation IV (Lento) | 4.05
Variation V (Vivace) | 7.14
Variation VI (Semper allegro (ma non troppo)) – som i sig selv består af en række minivariationer | 11.09
Afsluttende kadencer | 14.00

Ovenstående oversigt er hentet fra dette udmærkede blogindlæg, og jeg har desuden trukket meget på Mogens Wenzel Andreasens skønne Liszt-biografi fra 2019 i arbejdet med dette afsnit.

I afsnittet bruger jeg ovennævnte Totentanz-indspilning af Krystian Zimerman som gennemgående musik. Derudover bruger jeg snaser af Niccolo Paganins 24 capricer, op. 1 nr. 5, Caprici di Diablo af Yngwie Malmsteen og Pierre-Laurent Aimards indspilning af Nuages Gris fra "The Liszt Project", der osse kom på Deutsche Grammophon. Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten.

God lyttelyst!

/Mik